Når det skarpe metal blidt føres over huden, når jeg kan mærke æggen forsigtigt over mine pulsårer går der en gysen gennem mig. Tør jeg? Længere nede er der en helende flænge fra i går. Jeg fører kniven ned, det gør ret ondt selvom kniven er skarp. Jeg bider i min underlæbe, jeg må ikke sige en lyd! Jeg kan beherske denne smerte.
Jeg kan mærke denne blide rus gennem kroppen, op til hjernen og jeg læner hovedet tilbage. Jeg bliver svimmel; det er som om at al blodet forsvinder fra hjernen. Ud af min øjenkrog ser jeg en karmoisinrød dråbe falde fra mit håndled og ned på det fine badeværelsesgulv. Det bliver ved med at dryppe. Jeg læner mig frem for at inspicere snittet. Det bløder ret voldsomt.
Uden varsel falder en salt tåre ned og blander sig i alt det røde. Jeg løfter min uskårne hånd og tørrer tårerne bort. Jeg må ikke lade smerten tage over min selvbeherskelse. For jeg vil ride på denne tiger. Og glemme al anden smerte jeg besidder.
|